Her kan du finde svar på de mest almindelige spørgsmål angående vilkår og betingelser. For sig selv har vi nedenunder samlet oplysninger on instrumentleje, en oversigt over undervisningsuger og ferie/fridage samt en samling gode råd til at få det bedste undervisningsforløb på musikskolen.  

Generelle vilkår og betingelser

Vores generelle vilkår og betingelser omhandler regler og evt. frister for tilmelding, udmelding, aflysning og betalingsforhold - du kan finde dem herunder. 

Du tilmelder dig via vores hjemmeside - fra forsiden, fra det ønskede instrument eller ved at trykke på knappen herunder. Herfra bliver du sendt til vores online tilmeldingssystem (SpeedAdmin). Du forpligter dig ikke til noget ved at tilmelde dig, men sender os blot dit ønske.

Efterfølgende sender vi dig en e-mail med mødetid og -sted, som du kan tage imod eller takke nej til. Skemalægning sker under størst mulig hensyntagen til elevernes ordinære skoletid, lokale- og lærerkapacitet på de forskellige ugedage. Skriv gerne i kommentaren ved tilmelding, hvis du har specifikke ønsker eller begrænsninger.

Tilmelding

Det er desværre ikke altid muligt for os at opfylde dine ønsker og tilbyde dig den ønskede undervisning. I så fald kommer du på venteliste, og vi kontakte dig så snart, vi kan tilbyde dig den ønskede undervisning. 

Går du til undervisning på et instrument, vil du automatisk blive gentilmeldt den kommende sæson. Ønsker du IKKE at fortsætte i den kommende sæson, skal du blot framelde dig inden sommerferien. 

Du kan framelde dig din undervisning på ethvert givent tidspunkt ved at give musikskolen skriftligt besked om dit ønske (musikskolen[snabela]vallensbaek.dk) eller logge ind i SpeedAdmin (systemet du tilmeldte dig i, se evt. den mail, du fik ved tilmelding). Vær dog opmærksom på, der er en opsigelsesperiode ved udmeldelse, som er løbende måned + 3 måneder (kun +1 måned, hvis du har gået til undervisningen i mindre end 3 måneder talt fra første undervisningsgang). I opsigelsesperioden hæfter du for betaling for undervisningen, også selvom du ikke kommer. 

Ønsker du ved slutningen af undervisningssæsonen (slutningen af juni) ikke at fortsætte din instrumentalundervisning, skal du blot udmelde dig inden sommerferien.

Hvis du af den ene eller anden grund må melde afbud til en undervisningslektion, be'r vi dig om hurtigst muligt at orientere din underviser direkte. Du modtog kontaktoplysninger på din underviser ved tilmelding og ved første undervisningsgang.  Undervisning, du selv har aflyst, kan du desværre ikke få erstattet, heller ikke hvis årsagen er lejrskole, klassearrangementer m.m.  

Hvis din lærer ikke kan afholde sin undervisning f.eks. pg.a. turnévirksomhed eller lignende, så bliver din undervisning flyttet (efterlæst). For aflysning grundet sygdom fra underviserens/musikskolens side gælder, at vi fra og med den 3. aflysning i sæsonen refunderer din betaling. Deltager du på et kortere undervisningsforløb (hvor undervisningen forløber over færre end 23 gange), kompenseres du dog for hver aflysning. Vi tilbagebetaler kun beløb over 75 kr. og til elever, der har været aktive - været tilmeldt undervisning - både ved sæsonens start og ved dens afslutning.  Tilbagebetaling sker samlet i slutningen af undervisningsåret.

Der kan være mindre udgifter forbundet med undervisningsmateriale. Hæfter eller bøger med noder skal du selv betale, mens udleverede kopier er gratis - din underviser vurderer, hvilke noder du skal spille efter. 

For deltagere i vores orkestre og bigband afholder vi årligt en øveweekend med hygge og faglighed - og overnatning. Der er delvis egenbetaling, så du skal påregne udgifter til buskørsel og overnatning.

Leje af instrumenter

Det er en forudsætning, at du har et instrument at øve dig på derhjemme, når du går til undervisning på Vallensbæk Musikskole. Ejer du ikke et, har du mulighed for at leje det af os, så længe du går til undervisning hos os.

Du kan leje de fleste instrumenter hos os. Som udgangspunkt udlejer vi dog ikke elguitar, guitar eller keyboard/klaver - ligesom vi ikke kan garantere, at der er instrumenter til alle, der ønsker at leje. Modtager du klaverundervisning, forventer vi ikke nødvendigvis, du har et klaver hjemme, men du skal som minimum kunne øve dig på et keyboard med klaverlyd med plads til begge hænder. 

Lejen opkræves i slutningen af hver måned, og du betaler, fra du får instrumentet udleveret, til du afleverer det igen. Dvs. at beholder du et lejet instrument henover sommerferien skal du også betale for denne periode. Det vil også sige, at hvis du ikke får afleveret dit instrument ifm. din sidste undervisningsgang bliver du opkrævet leje, indtil du afleverer det. 

Du kan se prisen for leje af instrument her: Priser.

Du skal selv stå for den grundlæggende vedligeholdelse af dit instrument - spørg gerne din musiklærer, hvordan du bedst passer på dit instrument. 

Misligholder du dit instrument, bliver det skadet eller ødelagt, skal du som lejer selv betale for reparation og eftersyn. Skulle uheldet være ude, har vi en række aftaler med forhandlere/værksteder, som kan give en pris på udbedring. 

En almindelig indboforsikring dækker ikke automatisk et lejet instrument. Derfor råder vi dig til at kontakte dit eget forsikringsselskab for at få afklaret dit evt. behov for en musikinstrumentforsikring.

Ferieplan og sæsonkalender

Et helt undervisningsår på musikskolen (sæsonen) består af 35 undervisningsgange, der er placeret fra slutningen af august til slutningen af juni. I nogle af kalenderårets uger er der ferier, fridage og andre uger uden undervisning. Nedenunder kan du se de eksakte datoer for hhv. undervisning og undervisningsfri. 

Undervisningen starter 25. august 2025 (uge 35)

Undervisning Uge 35 - 36
UNDERVISNINGSFRI Uge 37
Undervisning Uge 38-41
Efterårsferie Uge 42
Undervisning Uge 43-51
Juleferie Uge 52

Undervisningen starter 5. januar 2026 (uge 2)

Juleferie  Uge 1
Undervisning Uge 2 - 6 + mandag uge 7 + fredag uge 7
Vinterferie Uge 7 (tirsdag - torsdag) + Uge 8
Undervisning Uge 9 - 13 
Påskeferie Uge 14 - onsdag uge 15
Undervisning  Uge 15 (torsdag - fredag) - Uge 20 (mandag - onsdag)
Kristi Himmelfart Uge 20 (torsdag - fredag)
Undervisning Uge 21
2. pinsedag Mandag uge 22
Undervisning Tirsdag Uge 22 - torsdag uge 23
Grundlovsdag  Fredag d. 5. juni
Undervisning Uge 24 - 25
Sommerferie  Uge 26 -

Gode råd til forældre til en musikskoleelev

Du får den største motivation og bedste udbytte af undervisningen ved at øve hjemme og deltage i undervisningen så vel som arrangementer - og ved at have en god dialog med underviseren. Vi har derfor samlet vores bedste råd til et vellykket undervisningsforløb nedenfor. 

  • Lad instrumentet være nemt tilgængeligt hjemme
  • Støt op om gode øverutiner - afsæt gerne tid til daglig øvning men især når undervisningen er i frisk erindring
  • Opmuntr dit barn til at øve det, der er gennemgået i undervisningen (det, han/hun "har fået får") men også gerne gamle ting, som dit barn er glad for at spille
  • Hjælp med at holde styr på noder og øvemateriale.

  • Send dit barn afsted til undervisning - også på dage, hvor lysten ikke er på sit højeste
  • Deltag i vores koncerter og arrangementer - og støt op om øvedage, weekender og evt. stævner
  • Lad gerne dit barn spille for jer derhjemme i trygge rammer, og vær ukritisk tilhører med støtte, opmuntring, nysgerrige spørgsmål og ros
  • Tag gerne dit barn med til koncert uden for musikskolen

  • Tag gerne kontakt med dit barns underviser og spørg f.eks. ind til gode øverutiner eller hør, om du/I måske kan overvære en undervisning
  • Hjælp med at holde styr på beskeder og aftaler med læreren og musikskolen
  • Hold dig ikke tilbage med at kontakte underviseren eller musikskolen, hvis der undervejs i forløbet opstår tvivl eller spørgsmål